Copenhagen Marathon 5 scaled

Vi søger en erfaren HR-konsulent

Vil du drive og udvikle HR-indsatsen på en arbejdsplads, der både er en idrætsforening med 2.600 medlemmer og en af Europas største eventarrangører? Du vil træde direkte ind i et tæt samarbejdende team af dedikerede kolleger, hvor kompetence, humor og fællesskab er stærke drivkræfter.

Sparta Atletik & Løb vokser. Vi får flere og flere medlemmer. Vores events bliver større og større. Administrationen tæller flere og flere, og ambitionsniveauet har aldrig været højere. Og forude venter desuden et verdensmesterskab på distancerne halvmaraton, 5 km og One mile i september 2026.

Vi er over 30 faste medarbejdere, og derudover har vi en del kolleger, der er timeansatte og projektansatte. Som organisation har vi udviklet os meget de senere år, og nu er tiden kommet til at styrke HR-området. Derfor mangler vi dig, der har bred erfaring med de fleste aspekter af HR-arbejdet, og som ser en spændende udfordring i at sætte dine kompetencer i spil for Sparta, så vi kan blive et endnu bedre sted at arbejde.

Din rolle og profil

Primære opgaver:

  • Drive og udvikle HR-området inkl. proces og struktur
  • Søsætte værdiskabende HR-initiativer
  • Udarbejde og vedligeholde ansættelseskontrakter
  • Bidrage til rekrutteringsprocesser i samarbejde med den respektive afdelingsleder
  • Varetage og opdatere personalehåndbog
  • Koordinere indkøb af hardware, licenser og abonnementer
  • Sikre HR-compliance ift. relevante love, regler og politikker
  • Være sparringspartner for ledelsen i processer, fx omkring personalesager
  • Understøtte i processer omkring personalesager
  • Drive organisationens sociale arrangementer i samarbejde med forskellige medarbejdere
  • Ad hoc-opgaver inden for HR og intern kommunikation

Vi forestiller os, at du:

  • Er god til at aflæse organisationens aktuelle behov og omsætte dem til relevante HR-initiativer
  • Har en empatisk og tillidsfuld tilgang i dialogen med chefer og ledere
  • Er god til at vurdere, hvornår du skal være lyttende og udførende, og hvornår du skal være rådgivende med afsæt i din faglige autoritet
  • Har gode formidlingsevner med blik for at inddrage interessenter på rigtige tidspunkter
  • Er velstruktureret og bevarer roen i en omskiftelig hverdag
  • Agerer pragmatisk i dit samarbejde med kolleger og har lyst til at bidrage til det gode fællesskab
  • Har kendskab til funktionærlovens bestemmelser og personalejura og er opmærksom på, hvornår du skal søge hjælp hos en jurist

Derudover håber vi, at du har lyst til at deltage i teamet omkring afviklingen af de store events. Her træder vi nogle gange om året til uden for normal arbejdstid for at være en del af suset, når det hele løber af stablen, og alt det, organisationen har arbejdet hen imod, kulminerer.

Både når det går stærkt, og når vi puster ud, har vi det sjovt i et uformelt arbejdsmiljø, hvor der er fleksibilitet og nærvær.

Eftersom du bliver den eneste i organisationen med præcist dine kompetencer, skal du være selvkørende rent fagligt, og du skal finde glæde i, at dine opgaver varierer mellem stort og småt, formelt og uformelt.

Vil du med på holdet?

Vi glæder os til at byde den rette kandidat velkommen hos Sparta Atletik & Løb, der holder til på Østerbro. Vores arbejdsplads er pt. i Parken, eftersom vores vante rammer på Gunnar Nu Hansens Plads står over for en gennemgribende renovering.

Vi tilbyder en fast stilling på fuld tid (stillingen kan tilpasses til deltid, hvis det ønskes) og løn efter aftale.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Bodil Kjærgaard på tlf.: 22252429.

Vi glæder os til at modtage dit CV og en kort ansøgning senest den 1. februar 2026 kl. 23:59. Du søger jobbet via Jobindex. Tryk på Ansøg-knappen nederst i opslaget.

Første samtaler vil blive holdt den 5. og 11. februar, mens 2. samtaler afholdes den 16. februar.

Tiltrædelse snarest muligt.

OBS: Jobbet søges via Jobindex på linket herunder.