54388792841 3ea9164764 o scaled

Vigtige erfaringer fra European Throwing Cup

I weekenden havde vi seks spartanere med til European Throwing Cup i Cyperns hovedstad, Nicosia. Stævnet har været i Leiria de sidste tre år, men i år og de næste to år skal afholdes på Cypern. Vi havde både debutanter og rutinerede atleter med.

Flot debut af Karla

Mangekæmperen Karla Schärfe har været i kanon form i år og viste det også i weekenden. Karla byggede sin kasteserie op, hvor hun forbedrede sig i hvert godkendt kast og endte med 50,76m. Det blev til en flot tredjeplads i gruppe B, nummer 8 i samlet.

”Det er første stævne og tidligt på sæsonen, så jeg skulle lige kaste mig i gang. Det var fedt at kunne komme ind i konkurrencen og blive bedre og bedre for hvert kast,” fortæller Karla.

Samtidig klarede hun EM U23-kravet i disciplinen. Hun har tidligere klaret krav i syvkamp og højdespring.

Katrine og Beatrice i stærkt hammerkast-felt

Det var et meget stærkt felt i kvindernes hammerkast. Katrine Koch Jacobsen fik årets første markering, som blev til 69,81m og en 7. plads.

”Jeg følte, at jeg havde ret meget energi i dag og synes også, at jeg fik noget ud af det. Min træninger op til har ikke været voldsomt gode. Jeg var lidt spændt på, hvad jeg kunne præstere i dag. Jeg er tilfreds med at kaste tæt på 70m, når den ovenikøbet rammer nettet på vejen.”

Spartas norske Beatrice Nedberge Llano fulgte lige efter med 69,40m og en 8. plads.

Blandet følelse trods solid præstation

Lisa Brix Pedersen fik en sæsonbedst på 58,49m som rakte til en 7. plads. Selv om det ikke var det, som Lisa og hendes træner, Carsten Bomme, kom efter, synes de, at det var et hæderligt resultat.

Flere af atleterne oplevede tekniske problemer under konkurrencen, som var forstyrrende og gjorde, at de i forvejen lange konkurrencer blev endnu længere i det varme vejr.

”Jeg vil sige, at jeg er ret omstillingsparat, men det er altid bare forstyrrende i en eller anden grad, når selve afviklingen af konkurrencerne bliver lidt rodet,” fortæller Lisa.

 Skuffelse men værdifuld erfaring

Sebastian Skovhauge fik i sin European Throwing Cup-debut sendt spyddet ud på 62,49 meter. Et flot resultat selv om Sebastian var ikke tilfreds efter konkurrencen og følte, at der var mere at give. Han blev 13. i U23-gruppen.

Theodor Hennecke stødte 15,24m i sin European Throwing Cup-debut efter en lang konkurrence. Theodor slutter som nummer 17 i U23-klassen.