Posted

90’erfesten med Kanonkongen, Distortion, Copenhagen Pride, Bas Under Buen/Strøm og Alpe d’Huez på Dr. Louises Bro er med til at gøre 21,0975 km til en gigantisk gadefest i hovedstaden for både løbere og tilskuere til CPH Half søndag 18. september.

Foruden seks vilde Power Zoner vil der være mere end 20 underholdningssteder langs ruten, når CPH Half afvikles i Københavns og Frederiksbergs gader søndag den 18. september.

Alt i alt bliver det et overflødighedshorn af et underholdningsprogram baseret på unikke samarbejder mellem byens eventaktører.

Båret gennem ruten

Bubber følte sig nærmest båret igennem CPH Half af musik og tilskuere langs ruten, Morten Spiegelhauer løb i takt til basrytmerne, og tusindvis af andre motionsløbere har også nævnt netop underholdningen langs ruten som en af de helt store wauw-oplevelser ved Danmarks nye verdensklasseløb.

Underholdningen er noget af det, der gør CPH Half til noget ganske særligt. Som løfter løbet op på et endnu højere niveau.

CPH Half-arrangørerne har derfor opgraderet de populære power zoner til dels at være endnu federe, dels at der i år kommer til at være seks mod fire sidste år.

Unikke løb giver turister “reason to go”

Tre af power zonerne er blevet til i et samarbejde mellem CPH Half og Wonderful Copenhagen til stor glæde for begge parter.

“Internationale løbere leder efter unikke løb som deres ”reason to go”, når de skal udvælge hvilken by, de vil løbe og feriere i. Med power zonerne ved CPH Half sørger vi for unik underholdning, særpræg og overraskelser for løberne, hvilket er med til at sikre omtale af løbet internationalt. Ved samme lejlighed får løberne smagsprøver på det store udbud af events, man kan finde gennem året i København, herunder musik og mangfoldighed, hvilket forhåbentlig giver dem lyst til at komme tilbage hertil som turister,” siger eventchef i Wonderful Copenhagen, Lars Vallentin.

Arrangørerne værdsætter ligeledes, at Woco-samarbejdet har genereret et underholdningsprogram på meget højt niveau.

“Vi har og har haft en kanongodt samarbejde med Wonderful Copenhagen omkring opbygning af underholdningen til CPH Half. Dette er med til at løfte løbet til et endnu højere niveau, fordi vi via Woco er kommet i kontakt med turistorganisationens aktører og derigennem har etableret rigtig gode samarbejder med hver enkelt arrangør, hvilket styrker kvaliteten. Det er en win-win for alle. Og vi glæder os helt vildt til at holde fest for hele byen,” fortæller direktør i Sparta, Dorte Vibjerg.

De seks Power Zoner er følgende:

Nørrebro/Dr. Louises Bro (cirka 3 km): NBRO runners

Løbefællesskabet NBRO runners fra Nørrebro inviterer til vild fest på hjemmebanen Dr. Louises Bro – en fest de også selv omtaler som Alpe D’Huez i København.

Frederiksberg/Bispeengbuen (cirka 6 km): Strøm og Bas under Buen

Under Bispeengbuen opstilles i alt seks af hovedstadens flotteste, vildeste og mest i øjnefaldende lydcykler. I samarbejde med lydcykelforeningen United Sound Systems sørger Strøm og Bas under Buen for to timers lydcykelfest.

Vesterbro/Enghavevej (cirka 10,5 km): Distortion

Der venter alle en enestående musikalsk oplevelse, når de løber ind midt i hovedstadens populære gademusikfestival. I lighed med det ”rigtige” Distortion, flytter festivallen rundt i byen. I år er det på Vesterbro på Enghavevej lige efter 10 km, at CPH Half-deltagerne løber ind i Distortion.

Vesterbro/Kødbyen (cirka 12 km): Mikkeller

Fanzone med hele løbefællesskabet omkring Mikkeller Øl-dynastiet.

City/Kongens Nytorv (cirka 15,5 km): 90’er-festen med Povlsen & Holm aka Kanonkongen

Telenor inviterer til 90’er-festen med Povlsen & Holm aka Kanonkongen.

Østerbro/Gunnar Nu Hansens Plads (cirka 20,2 km): Copenhagen Pride

Gunnar Nu Hansens Plads indrettes søndag 18. september af Copenhagen Pride til til tea-dance-lounge, med alt hvad der hører til af fjerboaer og pailletter.

Ud over ovenstående Power Zoner vil der være mere end 20 øvrige underholdningssteder med DJs, livebands og diverse underholdning samt caféer, der har sammensat særlige CPH Half-tilbud søndag 18. september.

Se oversigtskort over underholdningsprogram og trafikale ændringer her

I start/målområdet vil Copenhagen Cooking og Kødbyens Mad & Marked sørge for mad til både store og små og et stort område til at sidde og nyde maden i i CPH Half Village i start- og målområdet.

Bemærk, at nogle af gadelukningerne fortsætter efter CPH Half, idet Københavns Kommune arrangerer Bilfri Søndag samme dag. Læs mere om dette her.

FAKTA OM COPENHAGEN HALF MARATHON

Copenhagen Half Marathon er Nordens eneste IAAF-labelløb. Allerede til premieren i 2015 fik CPH Half tildelt en bronzelabel, og i år er løbet blevet blåstemplet med et IAAF-sølvlabel.

De seneste to år har gaderne i København og Frederiksberg lagt grund til halvmaraton-tider af ypperste verdensklasse, og det bliver med sikkerhed tilfældet igen, når startskuddet til Copenhagen Half Marathon lyder d. 18. september. Årets elitefelt er nemlig det stærkeste nogensinde – og anført af sidste års vinder, kenyaneren Bedan Karoki Muchiri, vil afrikanerne jagte verdensrekord ved CPH Half i 2016! Læs mere om jagten på verdensrekorden her.

Nyhedsbrev

Få rabatter, inspiration og viden om løb 1-2 gange om måneden og deltag den månedlige lodtrækning om gavekort til vores løb.

KOMMENDE LØB

Make a Mark CPH (Aflyst)
Løb 5 /10 km i Fælledparken, så kvinder kan stå stærkere
Lørdag den 20. juni fra kl. 17.00
Alle kan løbe med! (også mænd)

Se alle løb