100.000 tilmeldinger til DHL Stafetten i København

DHL Stafetten i København oplever en hidtil uset popularitet og interesse. Onsdag blev en markant milepæl nået, da løbet rundede 100.000 tilmeldte, noget der aldrig før er set så tidligt i løbets historie.

Gennem tiden har DHL Stafetten Kbh har etableret sig som et af verdens største motionsløb. Arrangementet, der løber over fem dage i Fælledparken, ser ud til at opnå nye højder i år med bølgen af tidligere tilmeldinger.

Dorte Vibjerg, administrerende direktør for Sparta Atletik og Løb, arrangøren bag løbet, udtrykker sin begejstring:

“Vi er utrolig glade for den entusiasme og støtte, vi oplever fra de danske løbere. Royal Run har sat deltagerrekord, og dette års Copenhagen Half Marathon blev udsolgt i rekordfart. Den store interesse for vores nyeste Broløb i 2025 og de positive reaktioner på et dansk bud om VM Halvmaraton i 2026 understreger, at folks lyst til at deltage i store løb er større end nogensinde.”

Sparta Atletik & Løb blev tidligt opmærksomme på den voksende interesse. Blot 14 dage efter åbningen for tilmeldinger kunne de registrere 65.000 tilmeldte, og dette tal er nu steget til 100.000. Selvom tilmelding stadig er mulig, rådes potentielle deltagere til at skynde sig for at sikre en plads i dette års store løbefest i Fælledparken.

Fakta om DHL Stafetten

DHL Stafetten er et 5 x 5 km stafetløb, arrangeret af Sparta Atletik og Løb. Det afholdes over fem aftener, i år fra den 28. august til den 1. september. DHL Stafetten er et traditionsrigt firmaevent med fokus på løb, sundhed, hygge og socialt samvær med kollegerne. Det blev afholdt første gang i 1981 med 670 deltagere og finder i dag sted i København, Odense, Aalborg, Aabenraa og Aarhus.

Kommende løb

  • 28. August – 1. September: DHL Stafetten København
  • 17. September: Copenhagen Half Marathon
  • 5. Maj 2024: Copenhagen Marathon
  • 20. Maj 2024: Royal Run
  • 15. juni 2025: Broløbet