Børnene åbnede Copenhagen Marathon 2023
“3, 2, 1 – løb!” Det kan godt være, at deltagerne ved lørdagens CPH Mini Marathon ikke var lige så høje som dem, der skal løbe 42,195 kilometer ved Copenhagen Marathon. Til gengæld var stemningen og forventningerne hos børnene mindst lige så store som hos de voksne.
Der blev afholdt fire løb, nemlig 1 kilometer – med og uden voksne – samt 2 kilometer – også med og uden voksne. Inden hvert løb varmede Spartas maskot, Sprinter, deltagerne op til høj musik, hvorefter de stillede sig klar til start ved den store startportal. På den måde fik børnene en forsmag på, hvordan det foregår til Copenhagen Marathon, hvor de voksne løbere starter og slutter på præcis samme sted.
Blandt de første børn, der kom i mål, var August (5 år), Oscar (4 år) samt deres far Mads. Og de havde fart på, da de krydsede målstregen, selvom de lige havde løbet en hel kilometer. Måske fordi de havde været en tur forbi SminkePigerne.dk i Fælledparken inden løbet for at blive malet som Captain America og Spiderman.
“Jeg synes, det var et rigtig fint løb,” siger August efter løbet, mens han sunder sig lidt med den flaske vand og den banan, alle får deltagerne udleveret ved målstregen.
Mens August taler, kigger lillebror Oscar på sin medalje, som han var rigtig glad for. Det er i øvrigt en lille udgave af den, de voksne maratonløbere får om halsen søndag. Og den store version er 5-årige August klar til at få hjem på værelset.
“Jeg vil gerne løbe et maraton. Det kan jeg godt,” siger han – meget overbevisende.
Ruten til Mini Marathon gik ned af Øster Allé, inden man drejede ind i Fælledparken. Her løb man på en lukket rute langs de høje, grønne træer, inden man vendte tilbage til Øster Allé og løb i målstregen fra lyden af jublende tilskuere.
Blandt de glade løbere, som nød turen ind i Fælledparken, var også Kenneth og hans to døtre, Molly (4 år) og Abbey (2). De var kommet fra Korsør for at løbe en kilometer til Mini Marathon, og det var hele turen værd.
“Hold op et fedt arrangement,” fortæller Kenneth, da vi møder den glade familie efter løbet.
Søndag løber han sit maraton nr. 163(!) ved Copenhagen Maraton, og han har svært ved at forestille sig en bedre måde at varme op end ved at løbe CPH Mini Marathon med sine børn. Faktisk var det pigernes idé at deltage, da de hørte om løbet. Og det var helt sikkert ikke det sidste løb, de kommer til at deltage i, fortæller de.
Imens er deltagerne ved 2 kilometer-løbet, hvor børn kan følges med en voksen, begyndt at komme i mål. Her møder vi 7-årige Aya, der løb sammen med sin farmor, Gunna på 74 år. De fulgtes ihvertfald det meste af vejen, for Aya løb så hurtigt i starten, at farmor først indhentede hende et stykke inde i Fælledparken.
“Næste gang skal jeg nok løbe lidt langsommere i starten, for det var rigtig hårdt,” fortæller Aya.
“Jeg svedte så meget, at jeg måtte tage mit pandebånd af til sidst.”
Både Aya og Gunna havde dog en fantastisk tur sammen under den blå himmel – ligesom de mange andre deltagere.