Danske mesterskaber indendørs – dag 2

Dag 2 – af de danske mesterskaber

Søndagen ved indendørs DM i Randers startede lige så flot som lørdagen.

Første øvelse var indledende 200 m for kvinder. Her vandt både Astrid Glenner-Frandsen (25.07) og Cecilie Gedsø Færge (25.14) deres indledende heat. Cecilies tid var samtidig ny PR. Begge kvalificerede de sig til finalen. I finalen løb Astrid Glenner-Frandsen endnu hurtigere og kunne med tiden 24.80 sek. krydse målstregen som nummer et. Cecilie løb endnu en flot 200m og tog med tiden 25.23 sek. sølvmedaljen.

På mændenes 200 m var Sebastian Højriis Monneret igen flyvende. Han vandt hans indledende heat i ny PR 22.30 sek. Sebastian kvalificerede sig til finalen, men meldte fra.

Ida Beiter Bomme springer over 6 m

Søndagens første tekniske disciplin var kvindernes længdespring. Her var der lagt op til en meget spændende konkurrence, idet de fem bedste springere havde årsbedste indenfor 5 cm. Sparta havde fire kvinder til start, og de var alle med til at konkurrencen fik et højt niveau. Bedst af alle blev Ida Beiter Bomme. Hun sprang i sit andet spring for første gang over 6 m. Med 6.03 m sikrede hun sig det danske mesterskab. Betty Marie Ramsgaard Jensen sprang også godt. I hendes sidste forsøg sprang hun 5.95 m, som var ny PR. Springet sikrede samtidig Betty Marie bronzemedaljen. Nikoline Skifter Andersen var på femtepladsen med 5.87 m meget tæt på PR. Laura Tølløse fik sjettepladsen i ny sæsonbedste med 5.71 m.

Rikke Andersen kunne selv afgøre konkurrencen

I kvindernes højdespring var Sparta også godt repræsenteret. Rikke Andersen fik bragt en masse spænding ind i konkurrencen, idet hun til sidst selv kunne afgøre, om hun skulle stå øverst på skamlen. Rikke skulle i sit sidste forsøg klare højden 1.71 m for at sikre sig guld. Mens alles øjne var rettet mod hende, formåede Rikke at tage de 1.71 m og blev dermed dansk mester.

Højt tempo på 3000m

3000m kvinder så på forhånd ud til at blive et spændende opgør. Sparta havde tre løbere til start. Nanna Bove satte fra start et højt tempo, hvor kun Sofia Thøgersen gik med. Juliane Hvid kom til at trække forfølgergruppen. Nanna holdt det høje tempo omgang efter omgang (et tempo som var en del under PR). Med 150 m til mål rykkede Sofia og kunne krydse målstregen som nummer et i ny PR 9.10.01 min. (ny dansk U20 og U23 rekord, samt ny klubrekord). Nanna kom ind umiddelbart efter og sikrede sig sølvmedaljen med flotte 9.12.07 min., som ligeledes er PR. I forfølgergruppen kunne de øvrige løbere ikke følge Julianes høje fart, og Juliane sikrede sig dermed bronzemedaljen med ny PR 9.29.75 min. Endnu en trippel sejr til Sparta.

På mændenes 3000m havde unge William Hvass fået start. Han løb godt og satte med 8.53.48 min. PR med over ti sekunder.

Caroline Bonde Holm vinder guld

I søndagens tredje springdisciplin stangspring var Caroline Bonde Holm storfavorit. Caroline fik det dog aldrig rigtig til at spille, men med 4.20 m vandt hun alligevel konkurrencen med 50 cm til nummer to. Laura Louise Grønbech, som har været rigtig godt springende denne vinter, fik også denne weekend vist højt niveau. Hun sikrede sig med 3.70 m sølvmedaljen. Annebelle Vipel sprang ny sæsonbedste med 3.55 m hvilket rakte til en fjerdeplads.

Sebastian Pedersen viser igen stærk form

I mændenes længdespring var Sebastian godt springende. Selvom vinterens hidtidige resultater har været lidt under niveau, så forstod Sebastian at hive de lange spring frem ved weekendens mesterskab. Med et spring på 7.67 m sikrede han sig guldet og titlen som dansk mester. På fjerdepladsen var der ny årsbedste til Benjamin Gabrielsen med 7.36 m.

Stævnets sidste springdisciplin var mændenes højdespring, her sprang Asger Pape Liboriussen godt og med et spring på 1.85 m sikrede han sig sølvmedaljen.

 

Annemarie Nissen løber sikker sejr hjem på 800 m

Annemarie Nissen var klar favorit på kvindernes 800m og efter de fire omgange kunne hun også passere målstregen som en sikker vinder i tiden 2.06.22 min. Majken Lützen tog fjerdepladsen med 2.16.02 min.

På mændenes 800m blev Christian Lindgreen samlet nummer seks i tiden 2.01.55 min.

Flotte stafetter

Mesterskabets sidste øvelser er henholdsvis kvindernes og mændenes 4×200 m stafet. Hos kvinderne løb Astrid Glenner-Frandsen, Cecilie Gedsø Færge, Emilie Santin Florin og Anne Øbakke Lange. Det blev en tæt kamp med KIF, men med nogle gode ture af alle fire kvinder kunne Sparta sikre sig sejren.

Mændenes stafet blev også spændende. Her bestod holdet af Jacob Hvorup, Valentin Jensen, Dánjal Dahl Ljósheim og Luis Felipe Maillet. Hvidovre ville rigtig gerne lege med, men Sparta viste sig stærkest og sikrede sig også her guld.

Alt i alt bød søndagen på 9 guldmedaljer, 4 sølvmedaljer og 2 bronzemedaljer. Faktisk vandt Spartas kvinder samtlige øvelser søndag.

Afslutningsvis skal der lyde stor ros til alle atleterne både for deres stærke indsats og for deres opbakning til holdkammeraterne. Tillykke til alle medaljevinderne, og dem som satte PR, samt deres trænere.

4 x 200 m mænd

4 x 200m kvinder