Sparta og Royal Run 2023

Det er bestemt ikke alle, som kan afvikle et motionsløb med 40.368 deltagere, fem starter og tre ruter, som går gennem København og Frederiksberg. Og opgaven bliver ikke mindre af, at nogle af startnumrene sidder på deltagere fra Det Danske Kongehus.

Derfor er det fantastisk at kunne se tilbage på et Royal Run, hvor Sparta Atletik & Løb endnu engang har vist, hvorfor vi er Danmarksmestre i at afvikle motionsløb. Selvom det kun tager en dag at afholde Royal Run, varer forberedelserne det meste af året. Hos os er deltagerne nemlig i fokus fra start til slut. Der er ingen halve løsninger, og intet bliver overladt til tilfældighederne, når det handler om at give folk en god og tryg oplevelse for livet – uanset om de går en mile på 20 minutter eller løber 10 kilometer i rekordtempo.

Det gælder ikke mindst til et løb som Royal Run, hvor en fjerdedel af deltagerne aldrig har stået ved startstregen med et nummer på maven før. Men at dømme efter smilene i deres ansigter tror vi, at vi kommer til at se mange af dem til nogle af vores andre løb i fremtiden.

Nu glæder vi os til at fortsætte en fantastisk sportssommer. Den 7. juni afholder vi Copenhagen Athletic Games. Til august kommer der 125.000 glade walkere og løbere til DHL Stafetten i Fælledparken, inden vi skal gøre klar til 25.000 deltagere til Copenhagen Half den 17. september.