Fire spartanere er udtaget til VM i Budapest

Så er de første atleter, som skal kæmpe i rød/hvide-farver til VM i atletik i Budapest, blevet udtaget. Ud af seks atleter er hele fire fra Sparta Atletik & Løb – og der er muligvis flere på vej.

Elitechef hos Dansk Atletik, Mikkel Larsen, afventer stadig de endelige lister over kvotepladser fra World Athletics, og derfor er det muligt, at der kommer en – måske to – spartanere mere i truppen.

De seks atleter, der lige nu er klar til VM i Budapest, er:

Caroline Bonde Holm (Sparta): Stangspring (kvalifikation 21/8, 18:40)
Juliane Hvid (Sparta): 3000 meter forhindring (indl. heat 23/8, 19:45)
Karen Ehrenreich (Aarhus 1900): Maraton (26/8 kl. 07:00)
Katrine Koch Jacobsen (Sparta): Hammerkast (kvalifikation 23/8, 19:00 eller 20:35)
Lisa Brix Pedersen (Sparta): Diskoskast (kvalifikation 20/8, 09:00 eller 10:30)
Mette Graversgaard (Aarhus 1900): 100 meter hæk (indl. heat 22/8, kl. 18:40)

Derudover er Omar Hassan (AGF) også udtaget (af World Athletics) til at løbe mændenes maraton som en del af Athlete Refugee Team.

Mikkel Larsen er tilfreds med holdets størrelse, selvom han havde håbet, at nogle af de skadede profiler som Spartas Ida Karstoft ville nå at blive klar. Han vil dog gerne vente med at lave en officiel målsætning, indtil han kender holdets formstyrker og de endelige startlister.

”Men blandt de seks udtagne navne er det nok de to kastere, som vi kan have finaleforhåbninger til. Vi ved dog også, hvor små marginaler, der ofte afgør tingene ved et VM,” siger Mikkel Larsen til Dansk Atletik.

Hos Sparta Atletik & Løb er atletikchef Charlotte Beiter Bomme meget tilfreds med, at der er fire fire Spartanere til start i Budapest. Og hun krydser fingre for, at Anne-Marie Nissen og Gustav L. Nielsen også ender med at komme til start. Som Mikkel Larsen er Charlotte Beiter Bomme også ærgerlig over at det ikke lykkedes for profilerne Ida Karstoft og Benjamin Lobo Vedel at blive fri for skader op til VM, ligesom det under kvalifikationen også er ærgerligt, at marginalerne ikke var på andre spartanernes side herunder også de to stafetter, der bl.a. deltog i VM 2022.

Fra Aarhus 1900 er Karen Ehrenreich udtaget til at løbe maraton. Og hvis du synes, at du har hørt hendes navn før, skyldes det måske, at hun vandt DM i maraton til Copenhagen Marathon 2023 i tiden 2:32.02. Et flot resultat, der sammen med hendes præstation til maraton i Sevilla var med til at give hende point nok til at komme til Budapest.

VM i Budapest kan følges på DR.