I de seneste dage har Sparta haft flere atleter til stævner rundt omkring i Europa. Der er både blevet høstede spændende oplevelser, personlige rekorder og flotte placeringer.
Bislett Games 2023
I forbindelse med Diamond League stævnet Bislett Games i Oslo d. 16. juni, havde Sofia Thøgersen fået lov at få start på 800 m i forprogrammet. Sofia lagde sig fra start lidt nede i feltet, men begyndte efter 450 m at arbejde sig frem. På opløbet trykkede Sofia på og kom op i første position, som hun holdt til mål. Sofia krydsede målstregen i 2.04.34 min, som både var ny PR og ny dansk P18 rekord.
Som sidste øvelse til Bislett Games blev der afviklet 4×400 m stafet for landshold. Her havde Danmark et kvindehold til start, hvor hele 3 atleter var fra Sparta; Anna Øbakke Lange, Anne Sofie Kirkegaard og Annemarie Nissen. Stadion var helt fyldt, så det var en kæmpe scene de tre kvinder trådte ind på. Inden start var målet en ny dansk rekord, men desværre holdt tiden 3.38.41 min ikke helt til dette. Skifterne kostede holdet lidt tid, men når først de sidder i skabet, skal rekorden nok blive slået.
Jõhvi Athletics Meeting
Til bronze-label stævnet Jõhvi Athletics Meeting i Estland d. 16. juni havde Ida Beiter Bomme og Liv Winther fået start. Ida tog en rigtig flot tredjeplads i længdespringskonkurrencen med et spring på 5.94 m og Liv Winther sikrede sig en femteplads i hammerkast med 62.56 m.
Kuortane Games
Ved Silver-label stævnet Kuortane Games i Finland sikrede Sparta sig tre rigtig flotte resultater. På 400 m løb Gustav Lundholm Nielsen rigtig flot og kunne på opløbsstrækningen trække fra resten af feltet. Gustav tog sejren i sikker stil og krydsede målstregen i 46.00 sek., som er ny dansk årsbedste. Tazana Kamanga-Dyrbak var også flyvende. Efter et godt 100 løb tog han med 10.23 sek. en fjerdeplads i konkurrencen, samt ny dansk årsbedste. Andreas Lindgreen deltog på 1500 m og kunne i et godt matchende felt løbe sig ind på en sjetteplads i tiden 3.41.97 min. Alle tre mænd var meget tæt på deres personlige rekorder.
Folksam Grand Prix Göteborg
I weekenden d. 17. -18. juni deltog en lille gruppe af Sparta atleter ved Bronze-label stævnet Folksam Grand Prix i Göteborg i Sverige. I stangspring havde vi flere deltagere til start. I kvindernes konkurrence snuppede Caroline Bonde Holm førstepladsen med et spring på 4.38 m. I samme konkurrence sprang Annabelle Vipel 3.70 m, som var tangering af PR. I mændenes konkurrence viste Nikolaj Graves storform, idet han tangerede sin PR på 5 m. På kvindernes 3000m forhindring viste Juliane Hvid endnu engang hendes høje niveau. Juliane løb nogle flotte omgange, faktisk så flotte at det blev svært for haren at holde sig foran. På de sidste omgange havde Juliane hul til resten af feltet og hun kunne krydse målstregen som sikker vinder i ny PR på 9.43.61 min., som samtidig er en forbedring af hendes egen klubrekord.
Memorial Cybulski Poznan
Annemarie Nissen og Katrine Koch Jacobsen deltog 18. juni i Silver-label stævnet Memorial Cybulski i Poznan i Polen. Annemarie var kommet i et stærkt felt. Ved udgangen af første sving endte hun i den bagerste del af feltet. Hun rundede de 400 m i ca. 60 sek., men lå lukket godt inde. Med 150 m igen, måtte Annemarie kæmpe for at komme ud, hun havde nemlig en del at skyde med og løb sig ind på en samlet sjetteplads i den meget fine tid 2.02.23 min., som var ny dansk årsbedste. Katrine fik med 66.72 m en samlet femteplads i hammerkast.
I de kommende dage venter først European Athletics Team Championship og derpå de danske senior mesterskaber i Aalborg i weekenden. Det bliver spændende at se hvordan alle vores dygtige atleter præsterer.
📷 Foto: DECA TEXT&BILD