Atletik i international klasse
Flere spartanere til Aarhus Sprint’n’Jump
Onsdag aften afholdt atletikklubben Aarhus 1900 deres flotte internationale indendørs stævne, Sprint’n’Jump, hvor Sparta havde flere atleter til start.
Aarhus Sprint’n’Jump er certificeret med Bronze label på World Athletics Indoor Tour. Stævnet havde højt niveau og de fleste af Danmarks bedste sprintere og springere var til start. Desværre var der afbud fra Spartas egen Ida Karstoft, som desværre lige har måttet melde ud, at hun pga. en irriteret akillessene ikke kommer til at konkurrere i denne indendørs sæson.
Flot sæsonstart af Tobias på 60 m
På 60 m for mænd havde Sparta tre løbere til start: Tobias G. Larsen, Frederik Schou-Nielsen og Vilhelm Krüger.
Tobias og Frederik løb sig begge videre til B-finalen, mens Vilhelm med 7.06 sek. kun var 3/100-dele fra PR. I B-finalen løb både Tobias og Frederik hurtigere end i indledende, og Tobias vandt B-finalen i den flotte tid 6.79 sek, som er tangering af hans PR, mens Frederik blev nr. 4 i tiden 6.87 sek.
Hos kvinderne havde Sparta Astrid Glenner-Frandsen og Ida Beiter Bomme til start på 60 m. Begge løb de sig til en plads i B-finalen. Da B-finalen blev skudt i gang, løb Astrid stærkt og vinder B-finalen i ny sæsonbedste på 7.50 sek. og stævnets 6. bedste tid. Ida fulgte flot op på sin PR fra weekenden med 7.79 sek. i indledende og 7.80 i B-finalen.
A-finalerne på 60 m hos kvinderne blev vundet af islandske Gudbjörg Jóna Bjarndottir med 7.35 sek. I samme finale tager Mathilde Kramer en 4. plads med 7.42 sek. Hos mændene bliver skotske Adam Thomas hurtigste i A-finalen med 6.61 sek. efterfulgt af Kojo Musah og Simon Hansen med hhv. 6.66 og 6.67 sek.
Personlig rekord til Ida i længdespring
I kvindernes længdespring var Ida Beiter Bomme igen til start, og her havde hun selskab af Betty Marie Ramsgaard Jensen.
Ida indleder med at springe de første tre spring stabilt omkring de 5.75 meter. Men i 5. spring blev det til et rigtigt langt og flot spring på 5.93 m, som er ny PR. Betty Marie havde desværre en konkurrence med fem overtrådte, men blev noteret for 5.72 meter.
Hos mændene var Sebastian Pedersen og Benjamin Gabrielsen til start. De sprang begge nogle stabile serier og blev noteret for henholdsvis 7.38 m til Sebastian og 7.16 m til Benjamin.
Alt i alt var det en aften med rigtig god stemning og atletik i høj klasse. Sprint’n’Jump er samtidig en fantastisk mulighed for at få international konkurrence indendørs i Danmark, og stævnet giver samtidig atleterne mulighed for at samle point til verdensranglisten, da stævnet er en del af World Athletics Indoor Tour.
📷 Foto: Lone Dybdal