I de seneste uger har flere af Spartas allerdygtigste atleter været til stævner rundt omkring i Europa. Stævnerne er en god mulighed for at samle point til worldranking og samtidig blive matchet i jævnbyrdige felter. Læs om nogle af de flotte resultater herunder.
Diamond League Lausanne
Det danske kvindestafethold på 4×100 m havde 30. juni fået start ved Diamond League stævnet i Lausanne i Schweiz. Med på holdet var både Spartas Astrid Glenner-Frandsen og Emma Beiter Bomme. Begge piger løb en rigtig god tur og holdet fik en flot samlet 4. plads. Desværre blev tiden ikke helt så god som håbet, og med tiden 44.14 sek. ser det svært ud at sikre sig kvalifikation til VM.
Bauhaus-Galan Stockholm
I forbindelse med Diamond League stævnet Bauhaus-Galan i Stockholm d. 2. juli, havde Annemarie Nissen fået start på 800m. Feltet var rigtig stærkt og første omgang blev pacet i 58.40 sek. Annemarie fulgte godt med og kunne efter et rigtig flot løb krydse målstregen som nr. 5 i den meget flotte tid 2.01.93 min. Det skal samtidig nævnes, at løbet blev afviklet i silende regn.
Karlstad
5. juli blev der afholdt bronze-label stævne i Karlstad i Sverige. Flere Spartanere havde fået start. Annemarie Nissen løb igen en vanvittig flot 800m og kunne denne gang krydse målstregen som vinder i tiden 2.02.38 min.
Liv Winther kastede sit hidtil længste kast i hammer og kunne med ny personlig rekord på 63.79 m sikre sig 7. pladsen i konkurrencen.
Betty Marie Ramsgaard var igen ude på 6 m i længdespring, og med præcis 6.00 m tog hun en 8. plads.
Joensuu, Finland
Katrine Kock Jacobsen var d. 5. juli til start i bronze-labelstævnet Joensuu Mononet GP i Finland. Vejrforholdene var desværre dårlige, men alligevel sikrede Katrine sig førstepladsen i et felt med flere rigtig gode kastere. Katrine tog sejren med 68.10 m.
La Chaux-de Fonds, Schweiz
Gustav Lundholm Nielsen og Tazana Kamanga-Dyrbak var til start ved Challenger-stævnet Resisprint International i Schweiz 2. juli. Gustav løb en virkelig hurtig 400m og med 45.81 sek., var han kun 1/100-del fra sin nylig satte personlige rekord. Tazana blev på 100 m noteret for pæne 10.40 sek.
Montgeron, Frankrig
Ved bronze-label stævnet i Montgeron i Frankrig d. 5. juli deltog Lisa Brix i diskoskast. Efter et lidt kort førstekast, kastede hun i de næste kast noget længere, men det var først i sidste kast, at Lisa rigtig ramte den og med 59.20 m sikrede hun sig 2. pladsen.
Bulle, Schweiz
8. juli ved Meeting de la Gruyére i Bulle i Schweiz deltog både Tazana Kamanga-Dyrbak og Tobias G. Larsen på 100 m. De fik begge nogle gode 100 m tider med hjem, da Tazana løb 10.38 sek. og Tobias 10.45 sek.
Liège, Belgien
Annamarie Nissen var d. 12. juli ved stævnet i Liège i Belgien til start på den noget utraditionelle distance 600 m. Endnu en gang viste Annemarie, at hun er flyvende og muligvis i sit livs form. Med tiden 1.27.07 min tog hun 3. pladsen i konkurrencen, og samtidig satte hun ikke bare personlig rekord, men også ny dansk bedstenotering.
📷 Foto: DECA TEXT&BILD