God start på indendørssæsonen 2023

I første weekend af januar gik inde-sæsonen 2023 i gang og Sparta havde både atleter i ilden i Helsingør, Malmø og Göteborg.

Kronborg Games 1 – Helsingør

Stævnets helt store resultat stod Spartas 13årige Alma Ravn for. I sit indledende heat på 60m løb hun fra alt og alle. Hun kom i mål i tiden 7.68, som er ny dansk P14 rekord. Tiden ville sidste år have placeret Alma som nr. 12 på seniorranglisten – et virkelig flot resultat. Det bliver spændende at se, hvilke resultater fremtiden bringer.

Sparta havde 64 atleter med til Kronborg Games 1

Den ældste deltager fra Sparta var Nicklas Gravgaard Nielsen, som havde sit første stævne i Spartatrøjen. De yngste Spartaatleter var to drenge og otte piger fra Spartas 8-9-års hold.

Det blev til i alt 94 x PR til Spartas børn og unge.

I de yngste klasser 8-9år og 10-11år blev der virkelig gået til den og vi havde mange børn til start. Rigtig mange præsterede godt, men vigtigst af alt, så kom børnene hjem med en masse rigtig gode oplevelser.

Det mest bemærkelsesværdige i disse aldersgrupper var holdenes store tilslutning til stafet, hvilket bare er helt fantastisk. Til Kronborg Games blev der løbet 6x50m og trænerne på 8-9års holdet og 10-11års holdet havde i fællesskab sammensat intet mindre end 5 stafethold – med nogle helt specielle navne. Derudover trådte to af Spartas unge atleter (Dusan og Frida) til, og dannede et mixhold med Helsingør atletik. Det blev til en førsteplads til Spartas ”Strikkeklub” med 49.97, en tredjeplads til Spartas ”Syvsovere” med 52,94, og så blev Spartas ”Te-selskab”, Spartas ”Enhjørninger” og Spartas ”Jedi Knights” hhv. nr. 5, 6 og 9. Mixholdet med Helsingør, som løb under navnet ”Fartbøller”, endte på en flot 4. plads.

I 12-13års gruppen blev der også lavet en masse flotte resultater. Det blev særligt tydeligt i højdespring, fordi konkurrencen endte med at tage 1 time længere end forventet. Spartas piger blev bare ved og ved og ved med at springe. Julia Hedegaard Hallsdottir var virkelig imponerende og satte en kæmpe PR, da hun sprang 1.46m (tidligere PR 1.28m). Også på 60m hæk var Spartapigerne dominerende og her snuppede de alle de 3 første pladser. Frida Gram Jensen tog 1. pladsen. På 60m, i længdespring og i kuglestød blev det også til flere medaljer af Spartas piger.

Hos drengene nuppede Asger Lund-Bretlau en 1. plads i kugle, 2. plads i længde og 3. plads på 60m, og det selvom han er yngst i gruppen.

Hos de 14-15årige havde vi også mange til start. Igen blev det til en masse flotte placeringer og PR’er. Det skal bl.a. fremhæves, at de 14-15årige gjorde det virkelig godt i kugle. Oliver Mikkelsen blev nr. 1. med 11.42m. Både Johan Dahl Kokkegård (nr. 2) og Villy Reedtz Funder (nr. 4) kom hjem med nogle meget flotte PR’er. Johan forbedrede sig fra 9.42m til 11.12m og Villy fra 8.19m til 10.39m. I højdespring var der også store forbedringer. Malthe Nikolaj Godsk Jørgensen fik ny PR med 1.58m (før 1.50m) og Sigrid Johanne Trojahn Kristiansen ny PR med 1.47m. I længdespring sprang Oliver Mikkelsen flotte 6.27m. Almas meget flotte 60m er allerede nævnt, og i samme alder satte Clara Lund-Bretlau en stor PR på 60m med 8.78 (før 9.27). Hos drengene løb Isaiah Ortega Harry 7.59 på 60m ved sit første stævne.

I 16-17års gruppen havde Sparta en atlet til start, men han gjorde det rigtig godt. Nicklas Gravgaard Nielsen vandt både længdespring i 6.40m og højdespring i 1.85m.

Alle resultater kan ses i Roster.

Malmø Sprint

Flere af Spartas senior atleter startede sæsonen ud med et stævne i Malmø. Anna Øbakke Lange var til start på både 60m og 200m, og her gjorde hun det virkelig imponerende. Hun vandt begge øvelser i to nye flotte PR’er, 60m på 7.68 og 200m på 24.68. På 3000m kvinder havde vi også flere Spartanere til start. Først i mål kom Nanna Bové med den meget flotte tid 9.19.90. Kort efter på 2. pladsen kom Juliane Hvid med tiden 9.35.04. Begge piger løb meget alene, og måtte selv gøre arbejdet for at holde det hurtige tempo.

Det bliver spændende at se, hvad der venter af fine resultater fra de 3 piger, når sæsonen for alvor går i gang.

Fullmoon jump Göteborg

Spartas elite stangspringere havde taget turen til Göteborg for at springe ved Fullmoon jump. Det blev en dag med masser af drama og spænding. Trods kamp med gule flag, knækkede stænger og næseblod, blev roen bevaret, og der blev kæmpet videre. Aske Valdemar Petersen imponerede og kom for første gang over 5.00m, ligeledes var der PR til Julius Haansbæk Mortensen som sprang 4.70m. Det var også dejligt at Oliver Chabert igen var til start. Det var hans første konkurrence i næsten 3 år efter han brækkede sin fod på en hæk. Alt i alt havde stangspringerne en virkelig god start på sæsonen.