Jobopslag: Digital Marketing Specialist til Sparta

Spring ind i en non-profit forening med tårnhøje ambitioner. Hop ombord hos en af verdens største eventarrangører. Kast dig ind i spændende opgaver med national og international digital markedsføring af nogle af de allerstærkeste løb i Danmark. Vælt dig ind i et team af dedikerede kolleger, hvor kompetence, humor og fællesskab er stærke drivkræfter.

Sparta Atletik & Løb vokser. Vi får flere og flere medlemmer. Vores events bliver større og større. Administrationen tæller flere og flere, og ambitionsniveauet har aldrig været højere. Og forude venter udover vores faste, årlige events også et Broløb over Øresund i 2025 og et verdensmesterskab i 2026.

Vi mangler bare dig. Dig, der har stor erfaring med digital markedsføring, og som synes, det vil være alle tiders at sætte dine kompetencer i spil for foreningslivet, for folkesundheden og for forretningen.

Du bliver en del af marketing- og kommunikationsafdelingen hos Sparta. Vi er et team bestående af en kommunikationschef, en presseansvarlig, tre kommunikationsprofiler samt en brand- og sponsoransvarlig, som hidtil også har drevet marketingindsatsen i samarbejde med et eksternt bureau.

Det er sidstnævnte opgaver, vi fremadrettet gerne vil løse inhouse, så vi kan arbejde mere strategisk, kontinuerligt og tværgående med markedsføringen på tværs af alle aktiviteter i Sparta. For at give dig gode arbejdsbetingelser, er vi netop ved at vælge et CRM-system, der fremover skal give os et bedre datagrundlag. 

Din rolle og profil

Vi forestiller os, at du har erfaring med de fleste af følgende områder – også gerne med internationalt sigte:

  • E-mailmarketing, herunder opsætning og vedligeholdelse af lead nurturing flows og workflows.
  • Opsætning af tracking via Google Tag Manager.
  • Opsætning af rapporter til afrapportering via
  • Opsætning og optimering af kampagner og  annoncer samt retargeting-kampagner  på tværs af alle gængse, digitale kanaler (f.eks. Google, Meta, LinkedIn), herunder udarbejdelse af relevante målgrupper, analyser, annoncekreativer og monitorering af annoncebudgetter.
  • Erfaring med CRM-systemer og databehandling.
  • SEO, fx udarbejdelse af søgeordsanalyser, content-planer, produktion af søgeordsoptimerede tekster, implementering af teksterne på web, link-building og teknisk SEO-optimering.
  • Erfaring med at arbejde i CMS, gerne WordPress.

Derudover ønsker vi at få en person ombord, som har lyst til at deltage i teamet omkring afviklingen af de store events. Her træder vi nogle gange om året til uden for normal arbejdstid for at være en del af suset, når det hele løber af stablen, og alt det, man har arbejdet hen imod, kulminerer.

Både når det går stærkt, og når vi puster ud, har vi det sjovt i et uformelt arbejdsmiljø, hvor der er fleksibilitet og nærvær.

Det er vigtigt at understrege, at du bliver den eneste i organisationen med præcist dine kompetencer, så du skal være selvkørende rent fagligt, og du skal nyde at øse ud af din viden og dine indsigter til os andre.

Vil du med på holdet?

Vi glæder os til at byde den rette kandidat velkommen hos Sparta Atletik & Løb ved Østerbro Stadion. Vi tilbyder en fast stilling på fuld tid – eller deltid, hvis det ønskes – og løn efter aftale.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kommunikationschef, Bodil Kjærgaard, på 22252429.

Vi glæder os til at modtage dit CV og en kort ansøgning senest søndag d. 10. marts. Du søger jobbet via Jobindex-opslaget her. Tryk på Ansøg-knappen nederst i opslaget.

Første samtaler vil blive holdt d. 15. og 18. marts og 2. samtaler d. 21. marts Tiltrædelse d. 1. maj eller efter aftale.

 

Om Sparta Atletik & Løb:

Vi er en arbejdsplads med højt til loftet (bogstaveligt talt – vores bedste stangspringere springer over 5 meter, så det kræver lidt ekstra plads), og vi lægger vægt på et godt fællesskab på arbejdspladsen. Du bliver en del af en travl og spændende arbejdsplads, hvor der af og til er events i weekenden, og du må derfor være parat til at arbejde og være tilgængelig på skæve tidspunkter. Til gengæld tilbyder vi også fleksibilitet den anden vej.

Din daglige arbejdsplads vil være på vores kontor på Gunnar Nu Hansens Plads 11 på Østerbro, hvor du bliver en del af vores voksende team med cirka 25 kollegaer på kontoret.

Sparta Atletik & Løb er en non-profit atletik- og løbeforening med 1.800 medlemmer. Vi har atleter, der repræsenterer Sparta og Danmark til DM, EM, VM og OL, og vi har samtidig en stor bredde- og ungdomsafdeling. Sparta er også en af Europas største arrangører af sportevents, og vi afvikler op mod 20 events om året, herunder blandt andet Copenhagen Marathon, Copenhagen Half Marathon, Copenhagen Athletics Games og DHL Stafetten Kbh.

OBS: Der skal ansøges gennem Jobindex (tryk på Ansøg nederst i opslaget): LINK