Mindeord for Bodil Dyrby: Farvel til et skattet æresmedlem
En af Sparta Atletik & Løbs skattede og centrale figurer er gået bort.
Bodil Dyrby var en af Spartas blot fire æresmedlemmer, ivrig løber gennem adskillige årtier og ansat i Sparta gennem 15 år.
Kendetegnende for Bodils virkelyst og livslyst begyndte arbejdslivet i Sparta, da hun gik på pension fra sit job som direktionssekretær. Efter mangeårigt Spartamedlem som ivrig løber og fartholder, var der ikke langt ind på kontoret for den ambitiøse pensionist, da der blev brug for hjælp.
Gennem cirka 15 år var Bodil Spartas ansigt og stemme fra hendes centrale placering i kundeservice. Her har mange medlemmer gennem tiden fået hjælp fra Bodil, der kontant og kærligt svarede på spørgsmål og håndterede stort og småt. Uden slinger i valsen stod hun også for det store administrative arbejde, der er op til, under og efter en generalforsamling. Der var styr på alle formalia – fra de overordnede linjer til det mindste komma – når Bodil havde teten.
Selvom det er mere end 10 år siden, Bodil Dyrby havde sidste arbejdsdag i Sparta, lever fortællingerne om et ekstraordinært menneske med en imponerende faglighed stadig blandt kollegerne. Hun var en højt værdsat kollega, der med sit gode humør, store ordentlighed og nysgerrighed på livet hele livet efterlader et tomrum.
Bodil havde stor betydning for Sparta. Og Sparta betød noget for Bodil, der valgte at flytte ind til Østerbro, hvor hun var helt tæt på løbevennerne og arbejdspladsen, da huset i Farum skulle skiftes ud.
Selv efter at fysikken ikke mere var til løb, holdt Bodil fast i vennerne fra Sparta, hvor lørdagstræningsholdet til sidst blev til et lørdagshold, der mødtes og hyggede på cafe.
Bodil Dyrby blev 88 år, men hendes store engagement har sat et aftryk på Sparta og i de kolleger, hun samarbejdede med, der lever videre mange år endnu.