Ny forældreforening – Hop med ombord

Vigtig info til nuværende og tidligere forældre til atleter i Sparta.
Forældreforening

Tidligere havde vi en meget velfungerende forældreforening men ligesom med andre ting, så har Corona påvirket denne. Vi vil dog rigtig gerne starte op på en frisk, og søger derfor efter en masse nye, samt erfarne forældre, som vil bidrage til dette arbejde. Forældreforeningen er både for forældre, som har børn i Sparta, og som har haft børn i Sparta – også selvom dit barn er voksen.

Forældreforeningens primære fokus vil være at støtte op om det sociale og stævnerne. Tidligere har forældreforeningen bl.a. hjulpet med at arrangere fastelavnsfest og præmiefest. De har også været med til at drive vores kiosk ved stævnerne. Hvilke opgaver forældreforeningen skal have fremadrettet, aftaler vi i fællesskab.

Forældreforeningen er en god måde at lære andre forældre at kende på, men også en måde at fastholde de venskaber man får skabt gennem årene, mens ens barn er/var aktiv i klubben.

Tanken er at lave et lille hovedudvalg bestående af omkring 5 forældre. Herunder kan der være nogle underudvalg, som har forskellige ansvar, som f.eks. at arrangere en fest.

Vi ved, at forældreforeningens arbejde virkelig er værdsat af både klubben, men i særdeleshed også af atleter og forældre.

Et godt fællesskab og gode kammeratskaber er afgørende for børnenes trivsel og lyst til at blive i atletikverdenen. Ligeledes er det meget hyggeligere og sjover, som forældre at tilbringe tid til stævnerne, hvis man lærer de andre forældre at kende.

Vi kunne også godt tænke os, at forældreforeningen havde en form, hvor vi fastholder forældrene, også selvom deres barn stopper som aktiv atlet. Vi ved, at mange forældre får opbygget nogle gode venskaber gennem årene og det kunne være dejligt, at Sparta stadig kan danne ramme for, at disse venskaber fortsætter efterfølgende – samtidig med at forældrenes store viden og hjælp til klubben heller ikke bare forsvinder.

Vi håber, at rigtig mange vil være med – både forældre med børn til de yngste, mellemste, ældste. Selv hvis dit barn er voksen eller dit barn ikke længere er aktiv atlet, vil vi også rigtig gerne have dig med. Forældreforeningen skal lave et bredt arbejde og ikke kun børnearrangementer, så tanken er, at man engagerer sig i det, som man finder meningsfuldt.

Kunne du tænke dig at høre mere om forældreforeningen eller ved du allerede nu, at du gerne vil være en del af denne, så send en mail til [email protected]. Alle interesserede vi blive indkaldt til et møde i løbet af februar, hvor vi snakker videre om den nye forældreforening.