Østerbros ældste ’dame’ fejrede 125 år
Det er ingen sag at fylde 125 år, når man har så mange gode venner at fejre fødselsdagen med, som Sparta Atletik & Løb har. Rigtig mange af dem havde lørdag taget turen til Østerbro for at sige tillykke og være en del af den store dag.
Nogle indledte endda dagen med at deltage i klubbens store Jubilæumsløb – blandt andet Spartas formand, Henrik Vincentsen. Han løb først 10 km med nummer på maven, hvorefter han styrede direkte ind til den stort anlagte reception i Sparta Hallen, hvor mellem 400 og 500 samarbejdspartnere, medlemmer, frivillige og venner af huset var mødt op for at fejre jubilæet.
Og hvis nogen skulle være i tvivl om, at Sparta på trods af sin alder IKKE er ved at miste pusten, skulle man bare lytte til de mange flotte taler, der blev holdt for jubilaren. Det kræver lidt for meget plads at gengive dem ordret, så vi har lavet et lille resumé af dem, som du kan læse her nedenfor.
Hovedtalerne var:
- Mia Nyegaard, kultur- og fritidsborgmester
- Henrik Vincentsen, formand i Sparta Atletik & Løb
- Simone Frandsen, næstformand i Danmarks Idrætsforbund
- Thomas Bach, næstformand i Danmarks Idrætsforbund
- Peder Nedergaard, formand i DGI Storkøbenhavn
“Hvis man holder sig i gang, er alder kun et tal. Jeg er virkelig glad for, at Sparta bliver ved med at sætte sig nye mål og i et særdeles højt tempo. I blive ved med at være ambitiøse og udvikle nye koncepter. Derfor er jubilæet er en milepæl – ikke bare for Sparta, men for hele byen.”
– Mia Nyegaard, kultur- og fritidsborgmester
“Sparta er en forening, der altid har været dygtige til at gribe de muligheder, der byder sig, ligesom klubben selv har været med til at skabe dem. Vi er kendt for vores professionalisme og ansvarlighed, og vores udvikling har ikke været mulig uden vores sponsorer og samarbejdspartnere. De er utroligt værdsatte og har været med til at gøre os til dem, vi er. Derudover arbejder vi tæt sammen med alle idrættens store organisationer – både Danmarks Idrætsforbund, DGI, Dansk Atletik, Sport Event Danmark og Wonderful Copenhagen samt Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Det er helt uundværligt for vores virke, at vi har disse stærke samarbejdspartnere og sponsorer, som er med til at gøre tingene mulige og som anerkender den værdi, vi skaber.”
– Henrik Vincentsen, formand i Sparta Atletik & Løb
“Sparta er et fyrtårn for konkurrence, elite-idræt og elite-atletik i Danmark. I dag er det en stor, professionel organisation, der organiserer løb i verdensklasse og opfostrer atleter, som deltager i store mesterskaber. Det har været en imponerende rejse at være vidne til. Og rejsen er ikke slut, for der er stadig mange store projekter forude. For eksempel VM i Road Race i 2026, som er en kæmpe begivenhed – ikke kun for løbere, børn og unge i København, men i hele landet.”
– Simone Frandsen, næstformand i Danmarks Idrætsforbund
“I er muligvis den 125 årige i hele verden, der er i allerbedst form. I har et enormt aktivitetsniveau og er et foreningsflagskib i dansk idræt. Det er både med den absolutte verdens-elite, en stor og mangfoldig bredde og en eventarrangør i verdensklasse. For at alt det kan lade sig gøre, er det vigtigt at takke den professionelle administration, men selvfølgelig også alle de frivillige, som hver dag er med til at holde det maskineri i gang. Det er en grundforudsætning for dansk foreningsidræt. Og det er en forudsætning for at at vi kan se Sparta som en vigtig klub – både lokalt, nationalt og internationalt.”
– Thomas Bach, næstformand i Danmarks Idrætsforbund
“Jeg vil også gerne sige tak til administrationen og de frivillige, men der er nogen, der endnu ikke er blevet nævnt, og som også fortjener et tak, og det er forældrene til atleterne. Tak til dem. Uden jer ville Sparta Atletik & Løb ikke være, hvor klubben er i dag. Jeg er selv en af dem, der har stået ude på stadion i møgvejr og revet sandgraven til stævner – 14 timer i træk. Sådan føltes det ihvertfald. Lige nu har I mere end 1.671 medlemmer. Jeg tror, at potentialet er meget større, så vi vil fortsætte med at udfordre jer på medlemsbegrebet, så vi fortsat er meget relevante for en meget stor del af det område, vi bor i, nemlig Storkøbenhavn. Tak for indsatsen Sparta.”
– Peder Nedergaard, formand i DGI Storkøbenhavn
Udover de mange flotte taler bød receptionen også på Spartas Store Bagedyst, konkurrencer og aktiviteter for store og små, og så kunne man dykke ned i en stor del af Spartas historie. Klubkoryfæet Ole Skovengaard stod nemlig bag ’Historisk Hjørne’ med udklip, dagbøger, fotos og gamle klubudgivelser, som han beredvilligt fortalte om, mens han bød på friskbagte pandekager.
Tak for en fantastisk dag til alle fremmødte og andre venner af huset.