Royal Run: Ekstra startnumre til salg
Interessen for Royal Run ’24 har været overvældende og efter kun to måneder kunne løbet melde udsolgt. Derfor har arrangørerne arbejdet på højtryk for at sikre en udvidelse af kapaciteten i de byer, hvor det er muligt.
I København/Frederiksberg udvider man kapaciteten fra 40.000 deltagere til 42.500. De 2.500 ekstra billetter sættes til salg på royalrun.dk fra onsdag den 31. januar kl. 10.
”Det bliver på alle måder en helt særlig og historisk udgave af Royal Run, der for første gang bliver med deltagelse af Danmarks nye kongepar. Siden vi kunne melde udsolgt af startnumre, har vi dagligt fået henvendelser fra danskere, der har spurgt til mulighederne for at kunne deltage aktivt. Vi er meget glade for, at det er lykkes at udvide kapaciteten i fire ud af fem byer, så vi nu kan invitere endnu flere med i den store motionsfest, som Royal Run er,” siger Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og medlem af Royal Runs styregruppe.
Læs mere hos Royal Run
Om Royal Run
- Brønderslev, Aarhus, Fredericia, Kalundborg og København/Frederiksberg er værtsbyerne til Royal Run ’24. Der sættes yderligere startnumre til salg i alle byer på nær Kalundborg.
- Der tilbydes tre distancer ved Royal Run; One Mile, 5 km og 10 km, der alle kan gå eller løbes.
- Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.