Træn hovedet og bliv en bedre atlet

Mens de fleste atleter er gode til at træne kroppen, kan det straks være sværere med hovedet. For hvordan holder man fokus, når nerverne driller inden en konkurrence? Hvordan undgår man at miste modet, hvis man bliver skadet, og hvordan bevarer man troen på sig selv, hvis resultaterne ikke er ligeså store som forventningerne?

Det blev Spartas atleter meget klogere på mandag og tirsdag. Her var dørene til klubhuset nemlig slået op til l workshop i mentaltræning og sportspsykologi, hvor fokus netop var på håndtering af nervøsitet og skadesperioder. Det rigtige mindset er nemlig en vigtig forudsætning for, at du kan bliv en stærkere atlet, som kan levere gode præstationer.

Underviserne var de to søstre Johanne og Camilla Prisak Pedersen, som har firmaet Mental Atlet. Begge er Cand. Scient. i Idræt og Sundhed med fag og specialisering i sportspsykologi, så det var et makkerpar med den helt rigtige baggrund, som tog imod de mange tilmeldte. 

Mandag var workshoppen målrettet unge atleter i alderen 12-15 år samt deres forældre. Deltagerne blev delt op i to grupper, og mens de unge havde fokus på emner som, hvordan man er en god kammerat, og hvad man gør, hvis maven slår knuder inden en konkurrence, blev der i forældregruppen talt om, hvordan man som forældre kan støtte og motivere sit barn uden at skabe et usundt pres.

Tirsdag aften var det de lidt ældre atleters tur. Her var der fokus på, hvordan man kan holde fokus på sin plan og sine mål, når man for eksempel skal i konkurrence eller er skadet. Og der er der meget, man kan gøre, hvis man ved hvordan. 

Heldigvis havde underviserne fra Mental Atlet mange gode tricks med til den mentale værktøjskasse. Her er fx tre af dem, deltagerne kunne tage med hjem.

Hold fokus på det, du kan styre
– og lad være med at bruge energi på det, du ikke har indflydelse på. Du kan fx ikke gøre noget ved ruten, indretningen af stadionet, vejret eller tilskuerne, så lad være med at bruge kræfter på at tænke på det. Du kan til gengæld styre din træning, din kost, din restitution og din forberedelse, så fokuser på den slags i stedet og læg det andet i baggrunden.

Hold fokus på målet
– og kom tilbage på sporet, hvis du kommer til at afvige fra det. Hvis man er skadet, kan man fx blive fristet af at træne lidt mere, end fyssen har anbefalet. Det er sjovt på den korte bane, fordi vi elsker at træne, men på den lange bane vil det sætte dig tilbage, så der går endnu længere tid, før du er skadesfri. Og belønningen vil altid være bedre på den lange bane end på den korte.

Accepter din tanker
– for du kan alligevel ikke slukke for dem. Tanker er nemlig som en radio, der forstyrrer med alt muligt, mens du prøver at fokusere. Det kan være gode tanker, som gør dig bedre, men det kan desværre også være dårlige tanker, der taler dig ned. De kan måske sige, at du ikke er god nok, og at du aldrig klarer opgaven foran dig. Men husk, at det bare er larm, som hverken kan gøre dig svagere eller langsommere. Tanker bliver først til virkelighed, hvis du begynder at tro på dem, så accepter, at de er der, men fokuser på dit mål og din gameplan.

Blandt de mange fremmødte var Ole Hesselbjerg. Han var glad for at få sat ord på nogle af de tanker og udfordringer, mange atleter har.

“Jeg synes, det var en god og spændende workshop. Det er et område, som har været lidt overset, så det er godt, at der kommer fokus på det,” siger Ole Hesselbjerg, der synes, at han kunne tage hjem med nogle flere mentale tips i værktøjskassen.
“Jeg har fået nogle spændende værktøjer, som bliver sjove at prøve ude i virkeligheden. Én ting er jo at sidde her i nogle trygge omgivelser, men noget andet er, når man står ude på banen i en konkurrencesituation. Det glæder jeg mig til at lege med.”

Og det er Ole helt sikkert ikke den eneste, som gør, hvis man skal dømme efter stemningen i klublokalet. Vi siger tak for et par spændende aftener i mentaltræningens tegn.

Du kan læse mere om Mental Atlet på Mentalatlet.dk