Sparta atleter til start i Sverige

Gustav Lundholm Nielsen igen under 47sek.

Torsdag den 2. februar 2023 blev der for første gang afholdt Göteborg Games. Stævnet havde fine internationale startfelter, da det var klassificeret som et Challenger stævne og var en del af World Indoor Tour. Sparta havde tre atleter til start, som alle var kørt til Göteborg for at løbe stærkt.

Tobias Gorgone Larsen var til start på 60m. I indledende runde blev Tobias noteret for 6.91sek., hvilket kvalificerede ham til B-finalen. I B-finaleløbet trykkede Tobias endnu mere på og kunne derfor krydse målstregen som nr. 1 i tiden 6.84sek., hvilket kun var 5/100-dele fra hans PR.

På 400m havde Gustav Lundholm Nielsen fået plads i A-heatet. Han løb stærkt og kunne for 2. gang i år løbe i mål i en tid under 47sek. Gustav tog 2. pladsen og blev noteret for 46.93sek.

Annemarie Nissen havde på 800m også fået plads i A-heatet. Hun løb et rigtig pænt løb og kom ind i tiden 2.04.94min hvilket rakte til en flot 2. plads.

📷 Foto: DECA TEXT&BILD

El-tiden fejlede på 60m hæk

I dagene efter Göteborg Games blev der afholdt Göteborgs Inomhus. Fredag den 3. februar 2023 havde Sparta to atleter til start i 60m hæk. Andreas Christoffersen var med på mændenes 60m hæk. Hans bedste notering i dages to løb blev 8.35sek. Ida Beiter Bommer stillede op i kvindernes 60m hæk. I indledende runde blev hun noteret for 8.52sek. og kvalificerede sig til A-finalen med tredje hurtigste tid. I A-finalen løb Ida rigtig stærkt og krydser målstregen som nr. 1, desværre kiksede tidtagningen og resultaterne blev derfor ikke registreret. Løberne blev tilbudt omløb, men flere valgte dette fra – inklusiv Ida.

Lørdag den 4. februar havde Sparta hele 13 atleter med. Dagens eneste sejr stod Ida Beiter Bomme for, da hun vandt længdespring med et spring på 5.94m, som samtidig var ny PR. I samme konkurrence satte Laura Tølløse ny sæsonbedste med 4.52m. I mændenes længdespring var tre spartaner til start. Benjamin Gabrielsen bliver nr. 2 med 7.02m, Bertram Costa nr. 4 med 6.85m og Nikolai Lind Andersen nr. 6 med 6.60m. I kvindernes 200m løb Anne Sofie Kirkegaard et flot løb og blev med tiden 25.03sek. nr. 3.

Stævnets øvrige resultater kan ses her.

Flot sejr til Anna Øbakke Lange

Søndag den 5. februar var Anna Øbakke Lange til start ved Owe Jonsson Memorial i Växjö. De seneste weekender har Anna imponeret med det ene flotte resultat efter det andet, og denne weekend skulle ikke være anderledes. Anna var igen til start på 400m og med et flot løb viste hun, at hun er i fantastisk form. Anna løb først over målstregen og kom med tiden 55.72sek. for første gang under 56sek. indendørs. Stort tillykke med den nye PR til Anna.

📷 Foto: DECA TEXT&BILD