Sparta Atletik & Løb ansætter markant international profil i ny stilling
Fra en absolut toppost i den internationale atletikverden vender tidligere direktør i Dansk Atletik, Jakob Larsen, tilbage til Danmark, hvor han har takket ja til en ny stilling som udviklings- og kommunikationschef i Sparta Atletik & Løb.
Med ansættelsen af Jakob Larsen, der kommer fra en topstilling som Director of Competitions and Events i World Athletics, er der tale om en markant styrkelse af ledelsesteamet i Sparta og et ønske om yderligere at styrke den stærke platform, Sparta står på. Jakobs passion for og indgående kendskab til atletikverdenen har været afgørende, idet han skal indgå som en central brik i Spartas visionære udviklingsplaner for atletikken.
Jakob har under sin tid i Dansk Atletik – i samarbejde med Sparta – stået bag events som VM Halvmarathon i København i 2014, etableringen af Copenhagen Half Marathon i 2015 og Royal Run, ligesom han har været en bærende kraft bag den nye europæiske løbsserie SuperHalfs.
“Vi kender Jakobs kvaliteter og ved, hvad han står for. Vi tror på, at Jakobs innovative og analytiske tilgang kombineret med Spartas stærke organisatoriske bæreevne inden for afvikling udgør et perfekt match,” udtaler administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb, Dorte Vibjerg.
Jakob Larsen udtaler: “Jeg har de seneste tre år stået i spidsen for atletikkens største internationale events og den internationale konkurrencestruktur i World Athletics. Det har været inspirerende og lærerigt, og jeg tror og håber, at jeg har bidraget til at udvikle sporten hensigtsmæssigt. Da jeg i sin tid tog beslutningen om at arbejde internationalt, var det altid med hensigten om at vende hjem til Danmark igen, og jeg glæder mig meget til at vende tilbage til dansk idræt og tilslutte mig holdet hos Sparta Atletik & Løb. Foreningen arbejder til stadighed for at etablere sig som en førende aktør i europæisk idræt og en vigtig spiller på den internationale atletik- og løbsscene, og jeg glæder mig til at bruge min erfaring og viden til at bidrage til yderligere fremgang.”