Sparta-fest ved Craft Løbe Cup
Foto: Yuki Mizuno
Der var god anledning til at møde sine Sparta-venner ved søndagens femte afdeling af Craft Løbe Cup, da Strandvejen ved Charlottenlund bød på fem hurtige kilometer. Hele 97 Sparta-løbere var tilmeldt på dagen på tværs af elite-, masters- og ungdoms-klasser. Sammen med en række flotte resultater, bidrager den imponerende deltagelse til, at Sparta er gået i udbrud i løbets konkurrence om at blive ‘Danmarks Bedste Løbeklub’.
Her belønnes både top-placeringer og deltagerantal. Søndagens resultater og deltagelse gav 277 point på Sparta-kontoen, hvilket betyder, at de lyseblå nu har 598 point på førstepladsen, mens Blovstrød Løverne har 381 på andenpladsen med en enkelt afdeling tilbage i Aarhus den 20. april.
Total kvindedominans hos eliten
Spartas førerposition i klubkonkurrencen er dog også grundlagt på flotte præstationer. Søndag varmede Juliane Falsig Hvid op til Diamond League-deltagelse i Kina ved at tage en sikker sejr i tiden 16.06 minutter, mens klubkollegerne Anna Helwigh og Marlene Grønnegaard Them fuldendte et lyseblåt podie ved præmieuddelingen. Dominansen blev yderligere forstærket, da otte ud af de hurtigste 10 kvinder kom ind i Sparta-singlet.
Herrernes løb blev vundet af Jeppe Risvig fra AGF i 14.04, mens Tom Bowers var hurtigste Sparta-mand med 15.04, hvilket rakte til en femteplads. I U18-klassen var William Thøgeren og Magnus Kofoed med helt fremme og sikrede henholdsvis anden- og tredjepladsen.
Nora Krogh Jensen fik også en tredjeplads i kvindernes U18-konkurrence.
I kvindernes masters-konkurrence for 50-59-årige var Sparta-dominansen tydelig, da Karina Berner vandt i den imponerende tid 19.00, mens Mette Willer 26 sekunder senere kom i mål som en sikker toer.
Men først og fremmest efterlod Sparta et indtryk ved den massive deltagelse på tværs af alle alderskasser. Der bliver lidt længere for Sparta-hæren, når sjette og sidste afdeling af turneringen afvikles den 20. april i Aarhus. Afdelingen er samtidig DM på 10 km landevej.
Foto: Yuki Mizuno