Sparta-sprintere er med i den store finale om OL-billetter

Følg med direkte på DR natten til søndag og mandag, når Sparta-sprintere skal forsøge at kvalificere stafetlandsholdene til OL i Paris. Otte Sparta atleter er udtaget til kvindernes og herrernes bruttotrup ved World Relays på Bahamas.

Foto: Deca Text&Bild, Brandon Van Haeren og Dansk Atletik

Sæsonen kan nå en foreløbig kulmination for flere Sparta-atleter i den kommende weekend.  Ikke blot ved Copenhagen Marathon, men ved World Relays på Bahamas, hvor Danmarks stafetlandshold skal forsøge at kvalificere sig til OL på 4×100 meter på Thomas A. Robinson Stadium. Hos både herrerne og kvinderne er  fire ud af seks atleter i bruttotruppen fra Sparta.

Danmark er én ud af blot ti europæiske nationer, hvor både kvinder og herrer har kvalificeret sig til World Relays i Nassau. De otte finalehold på Bahamas ud af 32 kvalificerer sig automatisk til OL i Paris. Derefter løber alle holdende igen søndag om de sidste seks pladser til Paris, mens finaledeltagerne løber om medaljer. Der er desuden yderligere to lande, der kvalificerer sig via ranglistepoint.

DR og DR2 viser både herrernes og kvindernes forsøg på at kvalificere sig direkte til OL natten til søndag og finaler plus ekstra heat om de sidste OL-pladser natten til mandag.

Program for de danske hold i dansk tid

Natten til søndag
Olympisk kvalifikationsrunde 1:
Kvinder: kl. 01.50
Herrer: kl. 02.25

Natten til mandag
Heat med OL-pladser til de 6 bedste:
Kvinder: kl. 01.05
Herrer: kl. 01.40

Finaler for de otte bedste fra kvalifikationsrunde:
Kvinder: kl. 03.50
Herrer: kl. 4.00

Se det fulde program for World Relays her.

Følg med på DR og DR2 her

Formkurven peger mod en toppræstation fra kvinderne

Hos kvinderne er Ida Karstoft, Emma Beiter Bomme, Astrid Glenner-Frandsen og Klara Loessl fra Sparta udtaget sammen med Aarhus 1900-sprinterne Mathilde Kramer og Mette Graversgaard.

Kvalifikation kræver præstationer og skifter helt i top for både mænd og kvinder. Men der er på baggrund af resultaterne grund til afmålt optimisme hos kvinderne efter, at nordens hurtigste kvinde Ida Karstoft er tilbage på holdet efter et langvarigt skadeshelvede og viste storform på stribe ved blandt andet at sætte ny dansk rekord på 200 meter (22.60) i forberedelserne i Gainesville Florida.

Astrid-Glenner Frandsen og Ida Karstoft var med på banen, da holdet i den samlede tid 43.46 satte den eksisterende danske rekord på 4×100 meter ved World Relays i Oregon i juli 2022, mens Emma Beiter Bomme  gled ind på holdet sammen med Ida Karstoft og Astrid Glenner-Frandsen ved OL i Tokyo (43.51 sekunder). Klara Loessl  har blandt andet finaleerfaring fra European Athletics Team Championships i Polen i 2023, hvor hun sammen med Emma Beiter Bomme, Mathilde Kramer og Mette Graversgaard ramte 43.89.

Krav om top-præstation fra herreholdet
Både Spartas Frederik Schou-Nielsen og Rasmus Thorning Klausen var en del af holdet, da herrerne med tiden 38.79 sekunder, var hurtigst af alle ved ASA Athletics Grand Prix i Potchefstroom i Sydafrika midt i marts. Med tiden rykkede de danske herrer fra en rangering som nummer 35 i verden og op i nærheden af de 25 bedste. Men med direkte OL-kvalifikation til blot de 14 bedste nationer, skal der altså overraskes positivt for herrerne for at lykkes.Formentlig skal der også præsteres endnu bedre og forsøges at skubbe til den danske rekord på 38.16 sekunder.

Også Tobias G. Larsen og Jacob Hvorup var med i Sydafrika, og de er også en del af bruttotruppen, der rejser til Bahamas. De stærke Aarhus 1900-sprintere Simon Hansen og Kojo Musah udgør de sidste to medlemmer af den trup, der gør følgeskab med det kvindehold, der var tidligere kvalificeret til World Relays.

 

Sparta-atleter med Bahamas-billet

Astrid Glenner-Frandsen
Emma Beiter Bomme
Ida Karstoft
Klara Loessl
Frederik Schou-Nielsen
Rasmus Thorning Klausen
Tobias Gorgone Larsen
Jacob Hvorup