Copenhagen Open 2023

I weekenden d. 10.-11. juni blev der afholdt Copenhagen Open i Hvidovre. Sparta var stærkt repræsenteret og havde atleter med i alle aldersklasser fra 8 år til senior.

Temperaturen kunne der ikke klages over, men vinden var ret kraftig. Selvom arrangørerne var gode til at vende banen, så løbere og springere fik medvind, betød det desværre, at der i de fleste øvelser var så meget medvind, at resultaterne ikke kunne godkendes som personlige rekorder.

Copenhagen Open har et bredt udvalg af øvelser og det betød, at flere af vores børne- og ungdomsatleter kastede sig ud i nye øvelser. F.eks. var det første gang at flere af vores atleter kastede spyd og løb 300m i en rigtig konkurrence.

Det gode sammenhold og opbakningen til hinanden er fantastik. Positive tilråb, high fives og krammer blev delt mellem klubkammeraterne hele weekenden.

Weekenden bød i alle aldersgrupper på et hav af personlige rekorder og flotte placeringer. Et par resultater var dog helt ekstraordinære og nævnes nedenfor.

Dansk U18 rekord og tangering af U20 rekord

Alma Børregaard Ravn var på 100 m igen hurtigt ude af blokken og i et fantastisk flot løb, satte hun ny PR med tiden 11.78 sek. i godkendt vind. Senere samme dag løb hun i finalen endnu hurtigere med 11.67 sek., desværre var der denne gang for meget medvind. Almas tid var en forbedring af hendes egen P14 rekord og  U18 rekord og samtidig også tangering af U20 rekorden.

Emil Frænde var også heldig at ramme en god 100m i et af de løb med godkendt vind. Emil trykkede godt på under hele løbet og kunne i mål krydse målstregen som nummer 1 i en rigtig flot ny PR med 10.46 sek. Sofus Peter Lassen (10.77), Gylfi Ingvar Gylfason (10.80) og Hans-Christian Corlin (10.91) fik også alle flotte tider under de 11 sek.

Mange atleter havde desværre for meget medvind på de kortere distancer, der var ellers rigtig mange flotte løb også på den dobbeltdistance 200 m.

 

Stor PR til Anna Øbakke Lange

På kvindernes 400m blev der løbet rigtig stærk trods de svære vindforhold. Anna Øbakke Lange løb et meget veldisponeret løb og satte med tiden 54.60 sek. en flot ny PR. Tiden bringer hende samtidig op som nummer 11 på alletiders danske rangliste. Anne Sofie Kirkegaard tog andenpladsen med tiden 55.73 sek.