Tilmeldingen til Broløbet 2025 åbner 1. februar
En helt unik og storslået oplevelse. Det er, hvad der er i vente for op mod 40.000 løbere, som d. 15. juni 2025 fejrer Øresundsbrons jubilæum i løbesko fra Danmark til Sverige. Tilmeldingen åbner 1. februar kl. 12.00.
Lyden af bløde løbesko mod den hårde asfalt. Rejsen gennem tunnelen på bunden af Øresund og op i lyset på broen over det brusende hav. Følelsen af at være meget lille, omgivet af den gigantiske bro. Sommerfuglene i maven, når man krydser broen alene – sammen med 40.000 andre løbere.
Broløbet 2025 bliver en unik oplevelse, og hos Øresundsbron ser man frem til at invitere 40.000 løbere med til en del af jubilæums-fejringen:
“Øresundsbron er det, der binder os sammen, og vi ser virkelig frem til at byde løbere og tilskuere velkommen – både fra regionen og vores omverden – til et unikt løb mellem to lande og over en fantastisk bro. En folkefest på begge sider af sundet, hvor vi fejrer vores fællesskab,” siger Linus Eriksson, adm. direktør hos Øresundsbron.
Øresundsbron samarbejder med en idrætsforening på hver side af sundet for at sikre en professionel afvikling af det store løb. MAI (Malmö Allmänna Idrottsförening) i Malmø og Sparta Atletik & Løb i København er valgt som operatører. Overskuddet fra Broløbet 2025 går tilbage til idrætten i en ligelig fordeling mellem Sparta Atletik & Løb og MAI.
Tilmelding åbner d. 1. februar
Med præcis 500 dage til Broløbet, åbner tilmeldingen om fire uger, torsdag d. 1. februar kl. 12.00 Parterne bag Broløbet er allerede i fuld gang med at forberede den store begivenhed.
”Der er enormt stor interesse for Broløbet, og vi får allerede mange henvendelser om, hvornår vi åbner tilmeldingen,” siger MAI’s talsmand Mats Svensson og fortsætter:
”Vi arbejder allerede tæt sammen med Øresundsbron og Sparta for, at dette skal blive en fantastisk og unik løbefest på alle måder. Vi forventer et stort tryk på tilmeldingerne d. 1. februar, så tøv ikke med at tilmelde dig.”
Løberne kan se frem til et helt unikt, storslået og festligt halvmaraton mellem to lande, og der er forholdsvist høje forventninger til åbningen, lyder det:
”Kommer chancen nogensinde igen? Ingen ved det. Og med de helt specielle rammer, så bliver Broløbet i 2025 en helt unik oplevelse – en oplevelse for livet. Derfor har vi også forholdsvist høje forventninger til, at startnumrene bliver eftertragtede, og at vi kommer til at sende 40.000 afsted over Øresund d. 15. juni næste år,” siger Dorte Vibjerg, adm. direktør i Sparta Atletik & Løb.
Tilmelding åbner 1. februar kl. 12.00 og sker på Broløbet 2025-hjemmesiden:
www.brolobet2025.dk
Fakta om Broløbet 2025
- Broløbet 2025 er en del af Øresundsbrons og Øresundsregionens 25-års jubilæum
- Broløbet afholdes i samarbejde mellem Øresundsbron og idrætsforeningerne MAI (Malmö Allmänna Idrottsförening) i Malmø og Sparta Atletik & Løb i København.
- Tilmeldingen åbner d. 1. februar kl. 12.00, hvor 40.000 startnumre går i salg.
- Distancen er en halvmaraton, 21, 0975 km, og prisen er DKK 700.
- På www.brolobet2025.dk kan man finde mere information om Broløbet 2025
- Forud for Øresundsbroens åbning i 2000 og til 10-års jubilæet i 2010 har der været broløb mellem Danmark og Sverige. I 2000 var der 80.000 deltagere, og i 2010 var der 30.000 deltagere.