Sparta indbyder børn til at styrke fællesskabet ved Skole OL
Næsten 2.000 skolebørn fra København tager forskud på sommerens olympiske lege, når de 14. og 15. maj deltager i DIF Skole OL på Østerbro Stadion.
Her skal børn fra 4.-7. klassetrin sammen med deres klasse dyste i discipliner som speed-længde, turbo-kast og 10×200 meter stafet.
”Det er en sand fornøjelse, at så mange elever kommer ud på Østerbro Stadion for at styrke både egen trivsel og fællesskabet med klassekammeraterne i den olympiske ånd. Vi kan kun rose skolerne for at støtte op om projektet og det store arbejde, som de mange frivillige og elever fra de ældste klassetrin fra Nørre Fælled Skole lægger i at give børnene en god oplevelse,” siger Charlotte Bomme, atletikchef hos arrangøren Sparta Atletik & Løb.
Der er medaljer, pokaler og deltagelse i Skole OL-finalen i Billund i juni på spil for de bedste klasser ved stævnet. Men det hele foregår i den olympiske ånd med kåring af den klasse, der bedst formår at repræsentere de børneolympiske værdier fællesskab, færdighed og fairplay under deres deltagelse.
I år er 14. gang, at der afholdes Skole OL på Østerbro Stadion.
Fakta om Skole OL
4. og 7. klassetrin deltager tirsdag den 14. maj og 5. og 6. klassetrin deltager onsdag den 15. maj.
Stævnet indledes med en olympisk indmarch, hvor Skole OL-ilden tændes, og halvdelen af hver klasse bærer en fane ind, mens resten af børnene ser på fra tribunen.
Klasserne deltager derefter i seks discipliner fra ca. 9-15: 1km motionsløb, speedlængde, turbokast, medicinboldkast, 10x200m stafet og 20x60m stafet i hækkeløb.
Der er medaljer til de vindende klasser på hvert klassetrin. Yderligere vil der være en pokal til de tre første klasser, ligesom de tre bedste klasser fra hver årgang kommer til finalen i Billund, der afholdes 11.-14. juni.
Der uddeles en pokal til den klasse, der bedst repræsenterer de børneolympiske værdier: fællesskab, færdighed, fairplay.
Danmarks Idrætsforbund (DIF) har arrangeret Skole OL for 0.-8. klassetrin siden 2009 med fokus på at sætte børn i bevægelse og skabe aktiviteter, der kan integreres i skolernes idrætsundervisning.
Skole OL består af fire større indsatsområder:
De Skoleolympiske Lege for 0.-3. klasse
De Skoleolympiske Lege for 4.-8. klasse
En årlig kåring af Danmarks Sejeste Idrætslærer
Gratis undervisningsforløb og materiale til idrætslærere
Klasserne konkurrerer sammen som et hold, hvor klassefællesskabet er det vigtigste, og alles præstationer tæller.
Læs mere om DIF Skole OL her: https://skoleol.dk/
DIF (Danmarks Idrætsforbund) står bag Skole OL, som støttes af Nordea-fonden, TrygFonden, Billund Kommune og Ole Kirk’s Fond.
Salling Group (repræsenteret ved Bilka) bidrager med et sponsorat til Skole OL, og Danish Crown sponserer aftensmad til de overnattende børn til finalen.
Herudover samarbejder Skole OL med flere specialforbund og kommuner. Herunder Københavns Kommune omkring Skole OL på Østerbro Stadion.