Copenhagen Half Marathon får et gennemgribende løft

Selvom Copenhagen Half Marathon står et godt sted, så er det vigtigt for arrangørerne at fortsætte med at udvikle eventen, og derfor lancerer Sparta Atletik & Løb nu en ny brandidentitet, der skal være med til at positionere Copenhagen Half Marathon endnu stærkere i verden.

”Copenhagen Half Marathon er en dundrende succes. Hvert år tiltrækker arrangementet rekordmange deltagere fra hele verden. Derfor er det naturligt, at vi kontinuerligt investerer i og udvikler eventen, så det også i fremtiden bliver en af verdens foretrukne halvmaraton for bredden og eliten.” Lyder det fra adm. direktør i Sparta Atletik & Løb, Dorte Vibjerg.

Et højt ambitionsniveau skal sætte standarden

Tidligere på året lancerede arrangørerne den nye rute, hvor deltagerne begiver sig ud på de 21,0975km fra Jagtvej, inden de senere løber i mål på den velkendte Øster Allé.

Den nye rute skal være med til at sikre en bedre afvikling. Ikke kun for deltagerne men også for de tusindvis af tilskuere, som bevæger rundt i København og på Frederiksberg for at heppe på alle deltagerne. Det nye Copenhagen Half vil man i særdeleshed møde før, under og efter løbet, når man deltager eller er med på sidelinjen.

”Deltagerne og byen skal ikke blot have en god rute og en professionel afvikling. Hele den visuelle oplevelse lige fra vores digitale univers til indpakningen på ruten, oplevelsen på expoen, t-shirten og ikke mindst medaljen skal virkelig give deltagerne følelsen af, at de deltager i et verdensklasseevent, som ikke bare er et i mængden,” lyder det fra Dorte Vibjerg, der tilføjer:

”Og vi tror på, vi kan levere en endnu stærkere oplevelse i fremtiden.”

Copenhagen Half Marathon løber af stablen den 15. september, og arrangementet blev udsolgt med 27.000 deltagere efter blot 39 dage.

Fakta om Copenhagen Half Marathon

  • Dette års udgave af Copenhagen Half Marathon er den 10. udgave
  • Copenhagen Half Marathon er et World Athletics Gold Label-event
  • Årets arrangement er udsolgt med 27.000 deltagere, hvilket er deltagerrekord
  • 66 procent af deltagerne er fra Danmark, og de resterende 34 procent er fra udlandet
  • Løbsrekorder
    • For mænd: Geoffrey Kamworor, 58:01, 2019 (Tidligere verdensrekord)
    • For kvinder: Tsehay Gemuchu, 65:08, 2021