VM Halvmaraton vender hjem

I 2014 blev der skrevet historie, da VM Halvmaraton blev afholdt i København. Nu sker det igen – bare i endnu større skala. I skarp konkurrence med andre byer har World Athletics (det internationale atletikforbund) udvalgt den danske hovedstad som værtsby for verdensmesterskaberne i halvmaraton i 2026. Og når det sker, kommer det til at give genlyd af løbesko i hele byen.

Hvor der i 2014 var 30.000 deltagere på halvmaraton, vil der i 2026 nemlig være plads til 35.000 løbere. To distancer mange kender fra Royal Run, den populære one mile (1,609 km) og 5 kilometer er med i VM-pakken, hvor der vil være deltagelse af henholdsvis 10.000 og 20.000 løbere. Samlet set forventes det, at op til 65.000 løbere deltager i festlighederne.

”Jeg er rigtig glad for, at København har formået at tiltrække VM i halvmaraton i 2026. I København har vi allerede bevist, at vi kan afholde de absolut største løb. Vi har afholdt det største halvmaraton i atletikkens historie, og vi har også rekorden for flest deltagere i et fem kilometersløb. Det skal vi gøre igen. Samtidig skal vi have involveret hele byen og engageret københavnerne, så løbet også kommer til at give noget tilbage til byen”, siger Mia Nyegaard, der er kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune (RV).

København har gennem længere tid positioneret sig i udlandet, og det er på baggrund af en langvarig indsats over mange år, at det er lykkedes at lande VM Halvmaraton i 2026. Og det vil være med til at styrke Københavns image.

”Det er rigtig glædeligt, at vi på baggrund af et stærkt samarbejde igen er lykkedes med at tiltrække VM i halvmaraton til hovedstaden. Værtskabet af VM Halvmaraton 2026 bygger oven på en mangeårig indsats med at styrke, udvikle og brande København som international løbeby, der tiltrækker besøgende og deltagere fra hele verden til både hel- og halvmaraton i de københavnske gader. Hovedstaden hører i dag til blandt verdens førende løbedestinationer, og det styrker vi yderligere med verdensmesterskabet i 2026,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.  

En folkefest for hele byen 
Selvom der er lang tid til, at startskuddet lyder, kan vi allerede nu afsløre arrangementets første vinder, nemlig København. VM Halvmaraton lægger sig på linje af flere store sportsoplevelser i Danmark, og denne type af begivenheder er med til at samle danskerne på kryds og tværs.

“Det er lidt svært at få armene ned lige nu, hvor VM Halvmaraton, endda i en udvidet version, igen skal afvikles i København. Ligesom Tour-starten sidste år forenede og begejstrede danskerne, så er jeg overbevist om, at VM 2026 også vil skabe en unik og forrygende folkefest, hvad enten man er motionsdeltager eller tilskuer,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

Et verdensmesterskab for alle
Det er ikke kun antallet af deltagere, der kommer til at vokse. Det gør selve arrangementet også. Mens VM Halvmaraton i 2014 afholdtes på en enkelt dag i marts, bliver der i 2026 tale om en regulær løbeuge i september. Gennem ugen vil der være pop up-løb og arrangementer spredt over hele byen, som er med til at bygge op til weekendens store VM-begivenheder: Det ikoniske one mile-race og et brag af et 5 kilometer-løb om lørdagen, inden de københavnske gader søndag lægger asfalt til hovedattraktionen: VM Halvmaraton.

VM-arrangementet lægges ind i det årlige halvmaraton i København, CPH Half, som dermed i 2026 præsenteres i en særudgave med verdens bedste løbere samlet på tværs af de tre distancer.

Udover at gavne landets hovedstad kommer VM i halvmaraton også til at styrke de danske atletik- og løbeforeninger.

“Det er fantastisk, at VM Halvmaraton vender tilbage, og vi er glade for, at samarbejdet med Københavns Kommune, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen og Sparta Atletik & Løb har fået os hele vejen i mål,” siger Simone Frandsen, formand for Dansk Atletik og uddyber:
“Den opmærksomhed, et så stort arrangement som VM Halvmaraton giver, vil være med til at inspirere mange til at komme op af sofaen, ud på vejene og ind i atletik- og løbeklubberne. Det så vi i 2014, og det kommer vi uden tvivl til at se igen. Samtidig vil det styrke vores arbejde i alle rækker – lige fra ungdommen og bredden til eliten.”

Noget helt særligt ved VM Halvmaraton er, at løbet ikke kun er for eliten. Her får helt almindelige løbere en unik mulighed for at følge i hælene på verdens bedste atleter på en certificeret VM-rute gennem de smukke københavnske gader. 

Og når de professionelle tager hjem bagefter, vil ruten stadig bestå. Det er nemlig planen, at den skal overtages af CPH Half, som dermed får plads til at vokse sig endnu større – til glæde for løbere fra Danmark, Europa og resten af verden.

VM Halvmaraton i København 2026 er blevet til i samarbejde mellem Københavns Kommune, Sport Event Danmark, Wonderful Copenhagen, Dansk Atletik og Sparta Atletik & Løb.

Tilmeldingen til VM Halvmaraton 2026 åbner i 2025. 


Faktaboks:
 

Fakta fra VM Halvmaraton i København, 2014   

  • Verdens hurtigste halvmaraton i 2014   
  • 92 deltagende nationer med 2.382 udenlandske løbere  
  • Estimeret tilskuertal: 200.000   

 

Fakta om CPH Half  

  • Blev etableret som en legacy til VM Halvmaraton 2014 
  • Har internationalt rang af Gold Label event og alment anerkendt som et af verdens førende løb på distancen
    Er en del af “SuperHalfs”-serien, som består af en række verdens førende halvmaraton løb
  • Siden den første afholdelse i 2015 har CPH Half haft flest løbere under den magiske grænse på 60 minutter. I 2022 kom 15 løbere under grænsen, hvilket er verdensrekord 
  • I 2019 vendte kenyaneren Geoffrey Kamworor tilbage til København, hvor han i 2014 blev verdensmester, og satte med tiden 58:01 en ny verdensrekord på distancen 

 

Tidligere værter for VM Halvmaraton
2010: Nanning (Kina)
2012: Kavarna (Bulgarien)
2014: København (Danmark)
2016: Cardiff (Storbritannien)
2018: Valencia (Spanien)
2020: Gdynia (Polen)
2023: Riga (Letland)
2025: San Diego (USA)
2026: København (Danmark) 

Tidligere danske VM-værtskaber i atletik:
1996: VM maratonstafet, København
2014: VM Halvmaraton, København
2019: VM Cross, Aarhus