Diskoskastere i front ved Throws
Det blev diskoskasterne, der på tværs af klubtilhørsforhold kunne knytte næverne i triumf efter, den første afdeling af kasteturneringen Throws blev afviklet i Ballerup i weekenden.
Den nye turnering afviklet under Dansk Atletik har til formål at give tiltrængt promovering til kastedisciplinerne og dansk atletik som helhed. Her samles der – ud over de individuelle konkurrencer – point sammen for de enkelte kastediscipliner. Og her blev det diskoskasterne anført af Spartas vinder i kvindernes seniorkonkurrence, Lisa Brix (56,73 meter), der tog føringen.
Lisa Brix stod for 8 point, da diskoskasterne tog fronten med 30 point, mens Katrine Koch Jacobsen og hammerkasterne indtager andenpladsen med 25 point. Derefter følger kuglestøderne med 13 point og spydkasterne med 10 point.
Hos hammerkasterne var Katrine Koch Jacobsen fra Sparta en sikker vinder af kvindernes seniorkonkurrence, selvom hendes bedste kast på 65,14 meter var et god stykke fra det topniveau, hun leverede for at tage guldet i skarp konkurrence ved European Throwing Cup weekenden forinden. Indsatsen gav dog ti point til den samlede stilling.
Næste afdeling af Throws med undertitlen ‘kasternes dag’ afvikles 9. maj i Ballerup. Der er fire afdelinger i turneringsformatet.
Foto: Marta Siljudottír