Juliane Hvid sejrede i Craft Løbe Cup
Foto: Yuki Mizuno
Juliane Falsig Hvid løb sig søndag til sejr hos kvinderne, da Craft Løbe Cup bød på 5km med Odense som værter. Den 25-årige landsholdsløber viste, at den gode form er godt på vej, da hun vekslede en intensiv træningslejr i Sydafrika til en sejr i 16.09.
Juliane levede dermed op til favoritværdigheden med en tid blot 10 sekunder fra sin personlige rekord på distancen sat sidste år i Riga. Sejren i sæsonåbneren var dog ikke ubesværet at få i hus, da Aarhus Fremads Helene Svane viste sig særdeles vedholdende i forårskulden og hægtede sig på den spartanske favorit, der var overladt med initiativet. Undervejs fik Juliane Hvid alligevel skabt et hul og holdt fast til, hun løb i mål fire sekunder før Helene Svane.
På podiet fik Juliane Hvid selskab af stærke Annie Saugstrup fra Sparta, der kom i mål i 16.52 til en tredjeplads. Kort efter kom unge Klara Hansen i mål i 17.02 og understregede Sparta-dominansen i kvindernes løb. Klara Hansens rekord på distancen var samtidig en forbedring af hendes egen danske 21-års-rekord sat den 3. marts ved Nike Spring Run.
Klar føring i kampen om at være ‘Danmarks bedste løbeklub’
Hos herrerne var Johann Ioannou-Nikolaides hurtigste Sparta-løber med en tid på 15.05. Det rakte til en tredjeplads 19 sekunder efter vinderen Jacob Ejby Stengaard fra Odense Atletik.
Sparta var flot repræsenteret med 18 løbere. Og i en kombination mellem et godt fremmøde fra blandt andet masters-atleter og gode præstationer, udbyggede Sparta dermed sin føring i holdkonkurrencen ‘Danmarks bedste løbeklub’. Her gives der både point for top-10-placeringer og for antallet af tilmeldte løbere, og med 91 point på dagen, er Sparta nu i udbrud med samlet 321 point for de første fire afdelinger af den tidligere Vinterturnering. Nærmeste forfølgere med to runder tilbage er Odense Atletik og Blovstrød Løverne med henholdsvis 245 og 238 point.
Den næste og femte udgave af Craft Løbe Cup afvikles den 7. april i Gentofte.
Foto: Yuki Mizuno